Fortidsmindedag 2021: Frendrup Nihøje – en bronzealderslægts begravelsesområde

Fortidsmindedag 2021: Frendrup Nihøje – en bronzealderslægts begravelsesområde

Kører man fra Nibe mod Øster Hornum, kan man ikke undgå at lægge mærke til det markante bakkedrag, der ligger lige vest for byen. Det er et af de højeste punkter i Himmerland, og der ligger her hele syv gravhøje fra ældre bronzealderen (1700-1100 f.Kr.).

Gruppen af gravhøje kaldes Frendrup Nihøje, og selvom der i dag kun er syv gravhøje, så har der som navnet antyder oprindeligt været ni. To af højene er blevet sløjfet, men kan dog stadig anes som svage buler i landskabet. I anledning af årets fortidsmindedag kan du møde arkæolog Thomas Rune Knudsen, som viser rundt og fortæller om højenes historie.

Frendrup Nihøje ligger, så man kan se bronzealderhøjene på lang afstand, hvilket på ingen måde et tilfældigt. Opførelsen af en gravhøj har krævet en effektiv organisering og mange ressourcer, og det har derfor kun været folk fra samfundets elite, som er blevet begravet på denne måde. Højbyggeriet i ældre bronzealder opfattes derfor som en høvdingeslægts måde at vise sin og slægtens magt og storhed til omverdenen. Vi ved naturligvis ikke hvem, der ligger begravet i højene, men at der er tale om datidens elite, det er der ingen tvivl om.

På det markante bakkedrag er der udsigt til Limfjorden mod nord, og der er tilknyttet en vandrerute, som fører igennem en hulvej ned til de gamle marksystemer, som stammer fra bronzealderen og frem til middelalderen (ca. 1700 f.Kr. – 1050 e.Kr.)

Turen til Frendrup Nihøjeer en del af den nationale fortidsmindedag, og det er gratis at deltage. Der er rundvisning kl. 10.00, kl. 10.30, kl. 11.00 og kl. 11.30, og den varer ca. 30 minutter, og den fungerer som en fin introduktion til en vandretur på egen hånd på områdets stisystemer efterfølgende. Det anbefales, at man tager fornuftige sko på.

Arrangementet afvikles efter gældende restriktioner og forsamlingsloft ifm. corona / covid-19. Det betyder, at der på forhånd skal bookes en gratis billet, så der er styr på deltagerantal.

Fortidsmindedagen er en landsdækkende begivenhed, som arrangeres af danske museer i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen.