Nordjyllands Historiske Museum

 
Nordjyllands Historiske Museum arbejder med forskning, indsamling, dokumentation, bevaring og formidling af lokal- og kulturhistorie i Aalborg, Mariagerfjord, Rebild og Jammerbugt Kommuner.
På 14 udstillingssteder præsenterer vi dig for "Nærværende Historie"
 

Nordjyllands Historiske Museum • Algade 48 • 9000 Aalborg • Tlf. +45 9931 7400

Særlige satsningsområder har i de senere år været:

Aalborg by, hvor arbejdet bl.a. udmøntedes i ”Grønland i Aalborg”- et projekt, der belyser det specielle islæt, som grønlænderne udgør i Aalborgs bybillede pga Grønlandshavnen.

Nordjysk industrihistorie – herunder udpegning af industriminder i Nordjyllands Amt samt flere projekter omkring især cementindustri og C.W. Obels Tobaksindustri.

Militær og befæstningshistorie. Hals by og skanse har bygningsmæssigt og historisk tre kerneperioder: Renæssancetiden, Napoleonskrigene og 1940-1945. Undersøgelsen af områdets fæstnings- og byhistorie i renæssancen er tilendebragt. Herudover er foretaget et studie af samme under Napoleonskrigene.

Møllehistorisk forskning – i de seneste år er gennemført en nyregistrering af Region Nordjyllands stadig eksisterende vind- og vandmøller, en undersøgelse af Nr. Tranders Mølles historie, som et klassisk eksempel på udvikling fra lav- til højmølleri (håndværk / industri) samt en undersøgelse og dokumentation af industrielt sennepsmølleri / vådmølleri 1858-2010. Endvidere videreførtes studiet af dansk mølleris teknologiske udvikling fra middelalder og frem til afviklingen af kundemølleriet i begyndelsen af 1900-tallet.

Kulturhistorie generelt: Herunder a) en undersøgelse og indsamling af oplysninger og genstande med relation til genbrug, historisk set, samt b) en undersøgelse af vandringen fra by til land 1880-1950. c) en undersøgelse af Glerup fattiggårds historie, der i et større perspektiv er tænkt som et bidrag til forskningen i fattigforsorgens historie.

 

Planerne for fremtiden:

Aalborg by: Bymuseum Aalborg – flere større og mindre undersøgelser som led i forberedelsen af den nye stamudstilling på Aalborg Historiske Museum. Undersøgelsernes formål er at supplere / komplementere den byhistoriske viden, som museet allerede besidder.

By og byudvikling omkring Aalborg og Nørresundby fra renæssancen til i dag: Forskning i byområdernes fysiske udvikling og anvendelse. Fortsat arbejde med projektet "Gamle Aalborghuse" med fokus på udviklingen af nye metoder for håndteringen i planlægningen af den ældre bys bebyggelsesstrukturer.

Indsamlings- og forskningsprojekt (samt udstilling) om 1970’ernes (og måske 80’ernes?) Aalborg – et ABM samarbejde med Aalborg Stadsarkiv og Aalborg Bibliotekerne

Mad- og måltidskultur i Aalborg fra renæssancen til i dag belyst med udgangspunkt i Hanna Pethreas kogebog fra 1791.

Fortsatte undersøgelser og indsamling i forbindelse med ”Grønland i Aalborg”-projektet

Fortsat undersøgelse og indsamling af oplysninger og genstande med relation til genbrug, historisk set.

Nordjysk industrihistorie: Særligt fokus på regionens nationale industriminder, De Danske Spritfabrikker og Aalborg Portland. Der satses herunder på forskning i industrimindet Aalborg Portlands internationale betydning, bl.a. med en forskningssatsning rettet mod kulturmødet ved FLSmidths teknologioverførsel fra Danmark til den øvrige verden. Forskningssatsningens første del (2011-12) rettes mod aktiviteterne i Asien, med særligt fokus på Siam Cement (1914) og Padang Cement (1911).

Fortsat fokus på industrilandskabets udvikling efter 1945 i national og international kontekst.

Militær og befæstningshistorie. Fortløbende delstudier, lokalt og regionalt, 2011-2015; Betonstøbte befæstninger fra 2. verdenskrig i Nordjylland, Danmark og Europa, 2011-2015 samt Nordjylland under besættelsen 1940-1945, 2011-2015.

Møllehistorisk forskning: Et årelangt forskningsprojekt om ”Møllebyggeri i 1000 år” afsluttes med henblik på publikation i 2011. Dansk mølleris og møllebyggeris terminologi med henblik på udarbejdelsen af en molinologisk ordbog 2011-2013. Sammen med Møllepuljen arbejdes fortsat på en landsdækkende nyregistrering af bevarede vand- og vindmøller, 2011-2015. 

 

 

Nordjyllands Historiske Museum, Algade 48, 9000 Aalborg

 

 

Tlf. 99 31 74 00 - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

CVR 23035855 - EAN 5798003745701

 

Copyright (C) 2010 MS.