Nyheder

Nyheder
Arkæologer ved Nordjyske Museer er stødt på et vikingefund, man ikke ser så tit. De har nemlig fundet en større vikingehal, der umiddelbart kan dateres til Harald Blåtands tid. Runesten i Hune Kirke fortæller om Runulv den Rådsnilde, og det kan være hans vikingegård, der nu er dukket op.
I forbindelse med Aalborg Kommunes erhvervsudstykninger ved Svenstrup har arkæologer fundet resterne af en stormandsgård fra omkring år 400 e.Kr. Der er tale om den hidtil største i Aalborgområdet fra den periode – et ekstraordinært stort hus, der vidner om velstand og magt i jernalderens Nordjylland.
Så er det afgjort – årets fund 2021 blev det 1700 år gamle – og intakte – drikkeglas, der blev fundet under en udgravning af en stor jernaldergravplads ved Vaarst i sensommeren sidste år.
Hvert år kårer Slots- og Kulturstyrelsen sammen med landets museer de ti mest spændende arkæologiske fund, der er gjort i Danmark i løbet af året. I år har to fund gjort af arkæologer fra Nordjyske Museer fundet vej til listen med topfund. Det drejer sig om Støvring Vandmølle, der kan spores tilbage til 1268, samt et 6000 år gammelt og 90 meter langt gravkompleks ved Blenstrup.
I 2019 stødte arkæologer fra Nordjyske Museer på et næsten intakt 1700 år gammelt drikkeglas ved en jernaldergravplads i Vaarst. Dengang kaldte man fundet for enestående, men helt alene står det ikke, for nu har man fundet endnu et glas i en rigmandsgrav i Vaarst.
Den 1. oktober hædres tre arkæologer med den største pris indenfor arkæologien herhjemme – den prestigefyldte Erik Westerby-pris på 100.000 kr. – for deres banebrydende arbejde med databasen DIME. Den rummer 115.000 metaldetektorfund og vækker international opsigt som et af verdens største citizen science-projekter.
I Blendstrup i Østhimmerland er arkæologer ved at udgrave en langhøj fra stenalderen, som er op mod 6000 år gammel. Men det har vist sig, at højen også indeholder bronzealdergrave, som er langt yngre. De kan dateres til ca. 1700-1500 f.Kr.
Her finder du et arkiv med tidligere artikler med arkæologiske nyheder.