Aalborg i krig 1940-45 – Rundvisning

Beskrivelse

Besættelsestiden satte dybe spor i Aalborg. Et stort antal tyske tropper (10.000) var udstationeret i Aalborg, en af Danmarks første modstandsgrupper, Churchill-Klubben, blev dannet i Aalborg, og Aalborg var et af de steder i landet hvor der var flest sammenstød mellem modstandsbevægelse og den tyske værnemagt. Kom tæt på historien med en guidet rundvisning i museets besættelsesudstillinger.

Undervisning

Guidet rundvisning om besættelsen i Aalborg. Af pladshensyn deles klassen op i to hold, så rundvisningen foregår ad to gange 30 minutter. Klassen bliver mødt af rundviseren i forhallen, hvorefter hele klassen følger med op på 1. sal. Her deles klassen – den ene halvdel går med rundviseren til Aalborg i krig, den anden arbejder selv med en af klassens lærere. Hvis I vil arbejde selv er det muligt at bruge elevopgaver, indhold til emnekasse og byvandring.

Materiale kan hentes her:
Aalborg i krig – elevmateriale
Aalborg i krig – lærervejledning
Aalborg i krig – byvandring

Museets rundviser fortæller om genstandene i udstillingen og inddrager undervejs elevernes egne erfaringer og iagttagelser.

Eleverne får en introduktion til centrale temaer under besættelsen med en lokalhistorisk vinkel. Der fortælles om dagligliv og modstandskamp og om konsekvenser af den tyske besættelse.

Udstillingen er bygget om omkring følgende temaer:
Den tyske besættelse – Her kan ses tyske våben brugt under krigen, torturinstrumenter fra Gestapos aalborgensiske hovedkvarter på Boulevarden, genstande hjembragt fra KZ-lejre.

Dagligliv under besættelsen – Her kan ses erstatningsvarer, cykel med ”dæk” af træ og massivt gummi, tøj af faldskærmssilke med mere.

Modstandsarbejdet – Her kan ses en skrivemaskine og duplikator som man brugte til at lave illegale blade med, våben fra modstandsbevægelsen, en dør som det tyske politi Gestapo gennemhullede med maskingeværkugler og dermed dræbte en aalborgensisk modstandsmand og meget andet. Ved indgangen til udstillingen er ophængt en faldskærm med en våbencontainer, nedkastet af Royal Air Force. Eleverne må gerne prøve at løfte containeren.

Flygtningelejre – Her kan ses ting, som er fremstillet af nogle af de mange tusinde tyske flygtninge, der blev indkvarteret i lejre omkring Aalborg i tiden efter krigen. På en planche kan man læse og sammenligne to modsatte synspunkter om de tyske flygtninge.

Målgruppe

Grundskole 6.-9. kl.

Fag

Historie

Kompetenceområder

  1. Kronologi og sammenhæng
  2. Kildearbejde – videns- og færdighedsmål

Læringsmål

  1. Eleven får kendskab til hvordan dagliglivet bliver påvirket af besættelsen.
  2. Eleven får kendskab til hvordan store internationale begivenheder får konsekvenser i lokalsamfundet.
  3. Eleven kan placere historiske begivenheder i kronologisk sammenhæng på en tidslinje – hvis besættelseskassen inddrages i besøget.

Fakta om tilbuddet

Hvornår: Hele året, tirsdag-lørdag kl. 10-16
Pris: 600 kr.
Deltagerantal: max 28 elever
Varighed: 1 time
Husk at booke besættelseskassen.
Emner: Augustoprøret 1943, modstandsbevægelse, besættelsen, krig, dagligliv og rationering, illegale blade

Sted

Aalborg Historiske Museum
Algade 48
9000 Aalborg
Tlf. 99 31 74 00

Faciliteter på stedet

Tilgængelighed: På bagsiden af museet findes en rampe, som giver adgang for kørestole, barnevogne mv.
Toiletter: Der er toiletter i stueetagen, hvoraf et er handicapvenligt.
Handicaphjælpere: Gratis adgang
Medbragt mad: Der er mulighed for at spise medbragt mad ved borde i museets forhal. Dog med forbehold for at der kan være optaget. Hvis din klasse skal spise madpakker på museet, bedes det booket på forhånd.

Læs mere på vores hjemmeside

Kontakt og bestilling

Aalborg Historiske Museum
Tlf. 99 31 74 00
Mail: historiskmuseum@aalborg.dk