Arkæologien i nyt lys: Sdr. Tranders i oldtiden – bebyggelse og gravplads gennem 1000 år

Ved museumsinspektør Lars Egholm Nielsen, Nordjyllands Historiske Museum

Området vest for Sdr. Tranders ved Aalborg er i disse år i en rivende udvikling, og store dele af det tidligere landbrugsareal bliver udstykket til boliger og erhverv.

Nordjyllands Historiske Museum har forud for udstykningerne udgravet en række lokaliteter med bebyggelsesspor og begravelser fra yngre bronzealder og frem til ældre germansk jernalder (Cirka år 1000 f.Kr. til 550 e.Kr.).

Udgravningerne har givet et unikt indblik i en oldtidsbefolknings udnyttelse af kulturlandskabet. Blandt andet har vi fået vigtig ny viden om samfundsstrukturen – for eksempel om, hvordan menneskene indrettede sig både i livet og i døden.

Museumsinspektør og udgravningsleder Lars Egholm Nielsen fortæller om både igangværende og tidligere udgravninger og sammenkobler de mange nye resultater.

Foredrag nr.: 1911-066

Holdnr.: 1911-225

Foredragsrække om arkæologi

Arkæologi er studiet af tidligere tiders menneskelige aktivitet – primært gennem studiet af menneskets materielle levn. Langt det meste af al menneskelig aktivitet foregik, før vi lærte at skrive, så arkæologi er den vigtigste metode til at studere ældre menneskeskabte samfund.

Denne foredragsrække præsenterer et bredt udvalg af den nyeste arkæologiske viden, der bidrager til aktuelle historierelaterede temaer og debatter lokalt, regionalt og nationalt. En lang række af landets toneangivende arkæologer har derfor gennem årene gæstet Aalborg.

Foredragene er tilrettelagt af museumsinspektør, ph.d. Torben Birk Sarauw, Nordjyllands Historiske Museum

Samlet program for foråret 2019:

6. februar
Sdr. Tranders i oldtiden – bebyggelse og gravplads gennem 1000 år
Ved museumsinspektør Lars Egholm Nielsen, Nordjyllands Historiske Museum

27. februar
Ørregård – en jernalderlandsby fra Midtjylland 
Ved museumsinspektør Martin Winther Olesen, Museum Midtjylland

6. marts
Northern Emporium – en udgravning i det ældste Ribe 
Ved arkæolog og museumsinspektør Claus Feveile, Sydvestjyske Museer

20. marts
Nye tider – nye skikke? Om fundet af en række helt særlige bronzealdergrave ved Kerteminde Fjord 
Ved museumsinspektør Malene R. Beck, Østfyns Museer