Byvandring: Aalborg under besættelsen

Tyske soldater ved Limfjordsbroen i Nørresundby. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Den tyske besættelse af Danmark 1940-45 var særdeles nærværende også her i Aalborg, hvor tyske soldater var en markant del af bybilledet. På byvandringen kommer du forbi steder, hvor den tyske værnemagt holdt til. Der er blandt andet tale om Gestapos hovedkvarter i Nordjylland, der lå ved Højskolehotellet på Boulevarden, samt Birks Missionshotel på hjørnet af Jernbanegade og Prinsensgade, som var tyskernes militære hovedkvarter fra april 1941 og frem til krigens afslutning i 1945.

Der gemmer sig også mange historier om modstandsfolk og sabotage under besættelsen, og i løbet af byvandringen kommer du forbi nogle af de steder, hvor de mest dramatiske begivenheder fandt sted, mens museets guide fortæller levende historier, så du næsten kan høre maskingeværerne i det fjerne.

Den kendte Churchill-klub var en af Danmarks første modstandsgrupper. De havde tilholdssted ved Helligåndsklosteret i Aalborg, og ved byvandringen får du naturligvis den fascinerende historie om de modige, unge drenge fra modstandsgruppen.

Undervejs kommer du også forbi steder, hvor der foregik sabotage og schalburgtage (modsabotage), og hvis du kigger godt efter, vil du opdage flere mindeplader for faldne modstandsfolk.

Turen slutter ved modstandsmandens Niels Erik Vangsteds grav på Almen Kirkegård. Vangsteds begravelse i august 1943 blev startskuddet til det såkaldte Augustoprør. Efter flere dages uroligheder i Aalborg og andre danske byer blev den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best kaldt til Berlin for at stå skoleret. Efterfølgende vendte han tilbage med nye krav til den danske regering, som førte til et brud med regeringens samarbejdspolitik med tyskerne søndag 29. august 1943.

Vedr. COVID-19

Nordjyllands Historiske Museum følger myndighedernes til enhver tid gældende retningslinjer vedr. COVID-19.
Det betyder, at gæster til såvel arrangementer som museumsbesøg skal fremvises et gyldigt coronapas, der dokumenterer, at gæsten enten er testet negativ for COVID-19 inden for de seneste 72 timer, har haft COVID-19 for mellem to og 12 uger siden eller er færdigvaccineret.
Det er gæstens ansvar at sikre denne dokumentation. Såfremt det ikke sker, skal museet afvise gæsten. Billetprisen refunderes ikke.