Byvandring: Forbrydelse og straf

Byvandring: Forbrydelse og straf

Aalborg gemmer på en lang række uhyggelige og tankevækkende historier om forbrydere, og hvordan de er blevet straffet gennem tiden. På denne byvandring fortælles om de seneste 500 års forbrydelser og straffe, og du får historier om alt fra hekse, røvere og mørke fangehuller til prostitution, rufferi og skumle værtshuse.

Byvandringen begynder ved Aalborg Historiske Museum, som ligger ved det sted, hvor middelalderens Vesterport lå. Den nævnes første gang i 1440, men mistede allerede sin funktion som byport i midten af 1500-tallet. Kælderen i den gamle Vesterport blev senere anvendt til fængsel, og i 1577 nævnes det, at Jens Griis fik bolig over porten, som del af sin løn for at stævne og opbevare fanger.

Undervejs kommer du forbi flere steder i midtbyen, som alle er en del af historien om forbrydelse og straf. Turen går blandt andet til Gammeltorv, hvor bødlen halshuggede forbrydere i middelalderen, og til Gabels Torv, hvor byens arrest lå fra 1861 og frem til 1947. Arresten blev nedrevet i slutningen af 1960’erne i forbindelse med opførelsen af et nyt Føtex-varehus, men den gamle retsbygning ligger stadig på hjørnet af Gabels Torv og fungerer i dag som landsret.

På byvandringen får du også historien om prostitution og rufferi i Aalborg – blandt andet om det skumle værtshus Kridtpiben, hvor prostituerede holdt til i 1800-tallet, og om dengang Aalborg blev kendt under de knap så flatterende avisoverskrifter som ”Danmarks Sodoma” og ”Den usædeligste By i Landet”.

Vedr. COVID-19: Arrangementet afvikles iht. myndighedernes til enhver tid gældende retningslinjer vedr. COVID-19.

Bemærk venligst, at billetter ikke ombyttes til andre datoer eller arrangementer, og at de kun refunderes, hvis arrangementet aflyses.