Byvandring Hadsund: Fra anløbssted til handelsby

Som noget nyt lancerer Nordjyllands Historiske Museum i år byvandringer i Hadsund. Her kan du gå med og høre om dengang, hvor Hadsund kun var et færgested, om selve byens fremkomst i 1800-tallet, den kendte fabrik Hornbech, der blev grundlagt i 1898, byens vigtige købmænd, bysbarnet Hans Kirk samt naturligvis broens betydning for området. 

Hadsund by opstod i midten af 1800-tallet, og den er dermed en relativ ny by. Men faktisk har området været benyttet som overfartssted over Mariager Fjord allerede i middelalderen – helt tilbage fra 1100-tallet. I 1600-tallet var området blevet til en ladeplads, dvs. en anløbsplads for mindre fragtskibe, og der lå en færgegård.

Midt i 1800-tallet skete der dog noget, som fik anløbspladsen til at vokse til en egentlig by. Dengang måtte man kun sælge sine varer i købstæder, men handel med blandt andet landbrugsvarer voksede i Danmark, og folk havde brug for et sted, hvorfra de kunne sælge deres varer – og der var langt til købstæderne Mariager og Hobro. Derfor fik Hadsund handelspriviligier i 1854, hvilket betød, at man måtte handle med visse varer herfra. Det blev startskuddet til, at der voksede en lille, men driftig by frem med industri, nye huse, dampskibsforbindelse til København og jernbane og en bro i 1904.

Byvandringen varer ca. en time, og begynder ved Sundhedscenter Hadsund, Vestergade 4.

Vedr. coronavirus / COVID-19:

Byvandringerne afvikles efter de officielle retningslinjer ift. afstand og antallet af deltagere (tilladte forsamlinger).