Byvandring i Hals: Under krig og besættelse

Hals har en lang og dramatisk historie bag sig, og på denne byvandring kan du høre om nogle af de mange dramatiske begivenheder og situationer, der har præget byen og området gennem de sidste 1000 år.

Byvandringen begynder med vikingetidens magtkampe, hvor Håkon Jarl snigmyrdede Guld Harald ved Hals. Senere kommer vi til Hals Skanse, hvis historie strækker sig tilbage til begyndelsen af 1600-tallet. Her fortælles om Christian IV’s ambitioner om at gøre Danmark til stormagt, hvor Hals var tiltænkt en central rolle, om den tyske besættelse af skansen under Kejserkrigen i slutningen af 1620’erne, om de gentagende angreb under svenskekrigene og ikke mindst om Skansens rolle under Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. 

På turen rundt i Hals kommer vi også ind på besættelsen 1940-45. Danmark blev befriet 5. maj 1945, men i Hals gik det anderledes. Her nægtede den tyske kommandant og de omkring 600 tyske soldater, der var stationeret i Hals og omegn, at overgive sig. Derfor forblev tyskerne under stor dramatik i Hals frem til 17. maj, hvor en britisk søofficer ankom til byen og modtog den tyske kommandants officielle overgivelse.

I løbet af de tolv dage udspillede der sig dramatiske begivenheder i Hals. Det kulminerede 12. maj 1945, hvor den tyske kommandant truede med at bombe byen, hvis modstandsbevægelsen i Hals ikke straks sørgede for at genoprette ro og orden i gaderne.

Det, og meget mere, kan du høre om på sommerens byvandringer i Hals.