UDSAT Foredrag: Bjørne, elge og shamaner i Djurslands vilde stenalder

Foto: Museum Østjylland

Grundet restriktioner vedr. COVID-19 er dette foredrag udsat til senere på året.

Ved Lutz Klassen, forskningsleder, Dr. Phil., Museum Østjylland

I yngre stenalder for 5.000 år siden flyttede store dele af Djurslands befolkning sammen på den lave holm Kainsbakke ved Kirial vest for Grenaa.

Det, der i dag er en lav forhøjning i landskabet, var i stenalderen en hellig ø omgivet af fjord og sump. De arkæologiske fund bekræfter, at samfundet på øen havde tætte forbindelser til Vestsverige. Herfra blev stenaldermenneskene inspireret til særprægede spisevaner og shamanistiske ritualer. Bjørnekranier og elgkæber blev sejlet fra Sverige til Kainsbakken og nedlagt i en stor ceremoni sammen med dele af en vinge fra en pelikan.

Herefter blev holmen forladt igen, og stenaldermenneskernes spor fortaber sig herefter i det uvisse.

Lutz Klassen fra Museum Østjylland fortæller denne aften om det spændende stenaldersamfund på den hellige ø ved Kainsbakke. Et samfund, der havde sin tid i en af de mest dramatiske perioder i danmarkshistorien, og som med moderne øjne kan virke utrolig eksotisk.

Foredraget en del af foredragsrækken Arkæologien i nyt lys

Arkæologi er studiet af tidligere tiders menneskelige aktivitet – primært ved at kigge på menneskets materielle levn. Langt det meste af al menneskelig aktivitet foregik, før vi lærte at skrive, så arkæologi er den vigtigste metode til at studere ældre menneskeskabte samfund.

Denne foredragsrække præsenterer et bredt udvalg af den nyeste arkæologiske viden, der bidrager til aktuelle historierelaterede temaer og debatter lokalt, regionalt og nationalt. En lang række af landets toneangivende arkæologer har derfor gennem årene gæstet Aalborg.

Foredragene er tilrettelagt af museumsinspektør, ph.d. Torben Birk Sarauw, Nordjyllands Historiske Museum.

Samlet program for Arkæologien i nyt lys – udsat til efteråret 2021

Landskabets erindring
Marianne Rasmussen Lindegaard, specialkonsulent og arkæolog, Slots- og Kulturstyrelsen

Krigere og bønder i bronzealderens Thy
Jens-Henrik Bech, museumsinspektør, Museum Thy

Bjørne, elge og shamaner i Djurslands vilde stenalder
Lutz Klassen, forskningsleder, Dr. Phil., Museum Østjylland

Førkristen kult og hærgede stormandsgrave – et himmerlandsk helligområde fra jernalderen under afdækning
Torben Trier Christiansen, museumsinspektør og ph.d. , Nordjyllands Historiske Museum