Foredrag: Vikinger ved verdens ende – gravpladsen ved Rubjerg

Foredrag: Vikinger ved verdens ende – gravpladsen ved Rubjerg

Ved Marlena Haue, museumsinspektør, Vendsyssel Historiske Museum

De danske fortidsminder, der ligger tæt på kysten, er i fare for med tiden at styrte i havet på grund af erosion, hvor vand og vind langsomt nedbryder kysten meter for meter.

Den naturlige nedbrydning af kysten ændrer konstant på terrænet, og når flyvesand og muldlag blæses væk af vinden, kan skjulte fortidsminder for en kort stund bliver synlige. Et af de steder er ved Rubjerg i Vendsyssel, hvor der ligger en gravplads fra vikingetiden. Her dukker grave i ny og næ op, når naturen raser.

Det første fund fra gravpladsen ved Rubjerg dukkede op i 1951, og siden da er der gentagne gange foretaget udgravninger helt ude på kanten. De undersøgte grave repræsenterer et udsnit af en større vikingegravplads, hvor en del af gravene indeholder usædvanlige fund, der fortæller mange forskellige historier om vikingerne og deres færden.

Foredraget en del af foredragsrækken “Arkæologien i nyt lys”

Arkæologi er studiet af tidligere tiders menneskelige aktivitet – primært ved at kigge på menneskets materielle levn. Langt det meste af al menneskelig aktivitet foregik, før vi lærte at skrive, så arkæologi er den vigtigste metode til at studere ældre menneskeskabte samfund.

Denne foredragsrække præsenterer et bredt udvalg af den nyeste arkæologiske viden, der bidrager til aktuelle historierelaterede temaer og debatter lokalt, regionalt og nationalt. En lang række af landets toneangivende arkæologer har derfor gennem årene gæstet Aalborg.

Foredragene er tilrettelagt af museumsinspektør, ph.d. Torben Birk Sarauw, Nordjyllands Historiske Museum

Samlet program for foråret 2020:

5. februar
Pragtfundet fra Kallerup: Sardinien-Thy T/R
Marie Vang Posselt, museumsinspektør, Museum Thy

26. februar
Vikinger ved verdens ende – gravpladsen ved Rubjerg
Marlena Haue, museumsinspektør, Vendsyssel Historiske Museum

11. marts
Himmerlands køkkenmøddinger til revision
Søren H. Andersen, seniorforsker

25. marts
Krigens netværk – om våbenkapløb og krig i Nord- og Mellemeuropa i tiden omkring og efter Kr.f.
Rasmus Birch Iversen, ph.d. og museumsinspektør, Moesgård Museum


Samlet pris: 445 kr.
Enkeltforedrag: 150 kr.