Vikinger på Fyrkat: Klædedragter og vikingemad

Vikinger på Fyrkat: Klædedragter og vikingemad

I uge 30 kan du blive klogere på vikingernes tøj og tekstiler, og du kan prøve at væve dit eget vikinge-stof.

Jens Nieling gæster i disse dage vikingegården og arbejder med vikingernes tekstiler på forskellig vis. Han væver blandt andet på en såkaldt opstadvæv, og publikum kan selv prøve at væve et lille stykke. Jens Nieling spinder desuden garn på en håndten, og også her kan du være med og fremstille dit eget uldgarn – under kyndig vejledning naturligvis. Derudover væver Jens bånd på brikvæven.

Du kan også opleve en lille udstilling med kopier af dragter fra jernalder og vikingetid. Jens Nieling fortæller om de forskellige materialer, som blev brugt til tøjfremstilling i vikingetiden, og om hvordan vikingerne farvede deres dragter.

Onsdag 24. juli har du desuden mulighed for at lære at lave ægte vikingemad over bål.

Du er med i hele processen – lige fra at hjælpe med bålet, snitte grøntsager og kød samt røre i gryden. Når maden er færdig midt på dagen, er der smagsprøver til alle – så længe der endnu er noget i gryderne.

I museumsbutikken kan du købe en kogebog om vikingernes mad, så du kan gå hjem og kokkerere videre.