Ny udstilling: Berlinmurens fald 1989

Fra fredag 11. oktober kan du på Aalborg Historiske Museum opleve historien om Berlinmuren. Her åbner udstillingen ”Berlinmurens fald 1989”, hvor du kan blive klogere på murens historie, dens betydning og ikke mindst, hvordan man oplevede murens fald i samtiden.

Aalborg Historiske Museum har i forbindelse med udstillingen blandt andet lånt en række souvenirs og genstande fra private. De stammer alle fra tiden lige efter murens fald, hvor man for første gang kunne rejse frit til og fra Østtyskland.

I udstillingen kan museumsgæsterne se Berlinmurens historie fortalt med genstande som for eksempel russiske officerskasketter, små og store stykker af Berlinmuren, som folk selv har hugget af, postkort med indkapslet Berlinmurs-stykker – samt en østtysk spade. Sidstnævnte blev fundet ved et af murens østtyske vagttårne af ferierende aalborgenser.