Klosterandagt under jorden

Tre meter under det pulserende handelsliv i Algade findes de gamle ruiner af Aalborg Gråbrødre Kloster samt resterne af en af byens ældste kirker. Og tirsdag 16. april kl. 19 danner ruinerne, der nu er museum, ramme om en helt særlig gudstjeneste.

I anledning af påsken, afholder studenterpræsterne ved Aalborg Universitet denne aften en klosterandagt inspireret af den hellige Frans af Assisi.

Den meget stemningsfulde andagt ledsaget af musik er for såvel studerende fra Aalborg Universitet som almindelige museumsgæster. Efter andagten fortæller museumsinspektør ved Nordjyllands Historiske Museum, Stig Bergmann Møller, kort på engelsk og dansk om klosterets historie.

Det er gratis at deltage, men af pladshensyn skal du afhente en billet på Aalborg Historiske Museum. Der er plads til 25 ud over de studerende fra Aalborg Universitet, og de gratis billetter uddeles efter først-til-mølle.

Klosterandagten er inspireret af den hellige Frans af Assisi. Her ses San Francesco klosterkirken i Assisi, Umbrien i Italien. Foto: Viggo Petersen