Rundvisning i Apotekersamlingen

Rundvisning i Apotekersamlingen

I næsten 350 år blev der drevet apotek i de enestående omgivelser i Jens Bangs Stenhus, og den dag i dag gemmer loftet i det imponerende hus på en sand skatkiste af anekdoter og apotekergenstande.

Helt tilbage fra 1665 og frem til 2013 var der apotek i stueetagen, og gennem årene har apotekerne sat krukker og møbler, udgået medicin og gamle apparater op på loftet – ganske som enhver anden familie, der lige skal have ryddet ting af vejen. Udvalgte lørdage henover sommeren inviterer Nordjyllands Historiske Museum til rundvisning blandt de mange genstande, som blandt andet rummer mirakelkure for lidelser som skørbug, hysteri og rygsmerter.

I Apotekersamlingen vises du rundt blandt mere end 2.000 forskellige slags medicin fra Aalborgs ikoniske Svaneapotek, og samlingen er fyldt med mange forunderlige og sære miksturer og salver. Under rundvisningen fortælles der blandt andet om verdens mest berømte lægemiddel, theriaken, og hvordan man kurerede dårlig ryg med hjorteblod, hval-olie og øl.

Apotekter S.C. Strøybergs Fond til Bevarelse af Jens Bangs Stenhus og Nordjyllands Historiske Museum har i tæt samarbejder foretaget en gennemgribende renovering af apotekerloftet, så samlingen i dag fremstår under de bedste betingelser.

Den enestående samling, som takket være apoteker Sigurd Carl Strøyberg er en af de største apotekersamlinger i Nordeuropa, kan kun tilgås i forbindelse med rundvisning.

Da apotekerloftet ikke er opvarmet, anbefaler vi en varm trøje, hvis du skal på rundvisning i samlingen.

Bemærk venligst: Købte billetter refunderes ikke, og der sælges ikke billetter ved indgangen. Museet forbeholder sig ret til at afvise gæster, der ikke har gyldig billet.