Rundvisning og mad på Lindholm Høje Museet

Tag med på en fascinerende tur tilbage til vikingetiden og få historien om de mennesker, der levede og døde – og ligger begravet på det smukke område ved Lindholm Høje. Rundvisning indledes udenfor på gravpladsen, hvor stensætninger markerer de mere end 700 brandgrave fra vikingetiden. Inde på Lindholm Høje Museet fortsætter turen i udstillingen, der både fortæller om udgravningen af området, om de mange fine fund, begravelsesritualer og dagligdagen i vikingetiden på Lindholm Høje.

På rundvisningen vil fortællingen også omhandle tro og dagligliv i jernalder og vikingetid, overgangen fra asatro til kristendom samt kongemagt og bønder.

Efter rundvisningen, som varer en god time, er der mad i museets café. Inkluderet i prisen er nemlig et lækkert Lindholmbræt med årstidens udvalg af nordjyske delikatesser – blandt andet pålæg fra Rævhede, hjemmerøget laks samt syltevarer og oste. Dertil en øl eller en vand.

Arrangementet forventes at slutte senest kl. 20.

Bemærk venligst: Museet er kun åbent i forbindelse med rundvisningen og kun for folk med gyldig billet til arrangementet.