Vikingeaktiviteter ved Budolfi Kirke

Vikingeaktiviteter ved Budolfi Kirke

Aalborg by har mere end 1200 år på bagen, og historien om byens fødsel ved bredden af Østerå er vigtig at kende – også for aalborgenserne i 2019. Derfor sætter Nordjyllands Historiske Museum nu fokus på den allertidligste byhistorie.

Fra lørdag 17. august og fire uger frem vil tre forskellige pop-up udstillinger i form af gigantiske kuber på 2,40 x 2,40 x 2,40 meter præge byrummet i Aalborg. Som en synlig del af bybilledet vil de berette om den vikingeby, der opstod ved bredden af Østerå omkring år 800. En by, som sidenhen har udviklet sig til det Aalborg, vi kender i dag.

Som en del museets formidling af den tidlige vikingeby, vil man lørdag 17. august kl. 10-16 kunne opleve vikingestemning ved pladsen øst for Budolfi Kirke, hvor en af de tre kuber er placeret.

Her vil man blandt andet kunne se en viking, der slår mønter. Og det er ikke tilfældigt, for netop ved Budolfi Kirke har man ved tidligere udgravninger fundet rester af en møntsmedje fra midten af 1000-tallet.

Ifølge arkæologerne betyder det, at der har været en kongelig tilstedeværelse i Aalborg allerede på det tidspunkt, og det er formentlig ved Budolfi Kirke, at 1000-tallets mønter er blevet fremstillet – deriblandt Kong Hardeknuds mønter fra midten af 1000-tallet, hvor navnet Alabu (Aalborg) optræder første gang.

Fund på dette sted viser også, at der har været smykkefremstilling her, og denne lørdag kan man derfor også opleve bronzestøber Ken Ravn (billedet), der i dagens anledning støber vikingesmykker af bronze på pladsen øst for Budolfi Kirke.

Du kan læse mere om kuberne og udstillingerne her