Vikingernes tøj og tekstiler

Nu kan du blive klogere på vikingernes tøj og tekstiler, og du selv være med til at fremstille vikingetekstiler.

Jens Nieling gæster Vikingegården alle hverdage i uge 28, 29 og 30, hvor han arbejder med vikingernes tekstiler på forskellig vis. Han væver blandt andet på en såkaldt opstadvæv, hvor publikum også selv kan prøve at væve et lille stykke. Jens Nieling kæmmer desuden uld og spinder garn på en håndten, og også her kan du være med og fremstille dit eget uldgarn – under kyndig vejledning naturligvis. Derudover væves der bånd på brikvæven, og publikum kan desuden prøve at brodere.

Du kan også opleve en lille miniudstilling med kopier af dragter fra jernalder og vikingetid, der viser udviklingen og den sociale forskel, som kom til udtryk i påklædningen.

Der er gratis adgang for børn under 18, mens en voksenbillet koster 37,50 kr.

Info vedr. coronasituationen: Dagen gennemføres i henhold til myndighedernes retningslinjer for afstand og forsamlinger, og der vil være håndsprit tilgængelig for publikum.