Fire meter høj Berlinmur kommer til Aalborg

30-året for Berlinmurens fald markeres med udstilling og ”murstykke”

9. november 1989 blev der skrevet verdenshistorie, da den forhadte Berlinmur faldt. På Aalborg Historiske Museum markeres 30-året for murens fald med både en ny udstilling og et besøg af en næsten fire meter høj sektion af den originale mur.

Gennem tre årtier delte en tyk betonmur Berlin i et øst og et vest. Muren blev symbolet på Den Kolde Krig, hvor det europæiske kontinent var splittet imellem kapitalismen i vest og kommunisme i øst, hvor frygt var dagligdag, og hvor hele befolkninger var underlagt streng, statslig kontrol.

Den 9. november 1989 blev der slået hul i Berlinmuren, da de østtyske ledere efter stort pres tillod østtyskerne at rejse til vesten. Murens fald blev begyndelsen til enden for Den Kolde Krig.

Den verdenshistoriske begivenhed er Aalborg Historiske Museum med til at fejre, og fra 21. oktober til 3. november er det således muligt at mærke historiens vingesus helt tæt på. Det sker, når museet i samarbejde med historiefestivalen Golden Days og Koldkrigsmuseum Langelandsfort udstiller en 2,5 tons tung sektion af den originale mur.

”Det er helt specielt for os at få mulighed for at fortælle om Den Kolde Krigs allersidste fase med et originalt stykke af Berlinmuren,” fortæller museumsinspektør ved Aalborg Historiske Museum, Ulla Egeskov.

”Muren kom til at stå som et meget synligt symbol på den brutale opdeling mellem Øst og Vest, som prægede Europa. Der er mange yngre mennesker, der ikke har nogen erindring om koldkrigsperioden, og vi håber, at mursektionen og museets udstilling kan være med til at sætte fokus på Den Kolde Krig og de tre fredelige årtier, vi har oplevet i Europa efter Den Kolde Krigs afslutning,” fortsætter hun.

Med sine 3,6 meter kommer murstykket til at være en markant tilføjelse til bybilledet, som alene med sin tilstedeværelse er en påmindelse om fortidens øst-vest opdeling af ikke bare Berlin, men af hele det europæiske kontinent. Muren opstilles på den nye plads vest for Budolfi Kirke (foran det gamle Posthus), og den kommer derfor til at stå et stenkast fra Aalborg Historiske Museum.

Udstilling går tæt på vores erindring

Men selvom selve muren først ankommer til Aalborg 21. oktober, så kan man allerede fredag 11. oktober opleve historien om Berlinmuren. Her åbner udstillingen ”Berlinmurens fald 1989” på Aalborg Historiske museum, hvor det er muligt at studere murens historie, dens betydning og ikke mindst, hvordan man oplevede murens fald i samtiden.

Aalborg Historiske Museum har i den forbindelse blandt andet lånt en række souvenirs og genstande fra private. De stammer alle fra tiden lige efter murens fald, hvor man for første gang kunne rejse frit til og fra Østtyskland.

På udstillingen kan museumsgæsterne se Berlinmurens historie fortalt med genstande som for eksempel russiske officerskasketter, små og store stykker af Berlinmuren, som folk selv har hugget af, postkort med indkapslet Berlinmurs-stykker – samt en østtysk spade. Sidstnævnte blev ”fundet” ved et af murens østtyske vagttårne af ferierende aalborgenser. ”Berlinmurens fald 1989” åbner fredag 11. oktober, og den kan ses frem til næste forår.

Der er gratis adgang for skoleklasser på Aalborg Historiske Museum mod forudgående tidsbestilling. Skoleklasser kan booke tid på sandra.underbjerg@aalborg.dk