Dannebrog jubilæumsudstilling

Isabella Enoch under et trapez-nummer. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Cirkus Dannebrog var et af Danmarks største cirkus, og den lange historie og forestillingernes høje kvalitet gør, at cirkusset var elsket, som en af det danske sommerlands familieattraktioner.

Cirkus Dannebrog var en familiedrevet virksomhed, der til sidst blev drevet af de fire søskende Agnete Enoch, Dennie Enoch, Katja Enoch og Isabella Enoch. Cirkus Dannebrog lukkede i 2017 efter at have afværget en konkurs i jubilæumsåret 2016, hvor cirkusset kunne fejre 40 år på landevejen.

Cirkusmuseets særudstilling sætter fokus på det familiedrevne cirkus, gennem personlige fortællinger om livet i et cirkus, hvor cirkustraditioner og artisteri var omdrejningspunktet.

Dannebrog var et cirkus hvor alle børn i Enoch-familien blev oplært i familiens varemærke, cykelartisteri. Men hvor også dyrenumre, trapeznumre og håndstandsartister er at finde. Familien Enoch har hjulpet museet gennem interviews samt udlån af kostumer, cykler og malerier til udstillingen, ligesom genstande og plakater fra museets egne samlinger indgår.