Hobro Museums historie

Gamle sager. Det var meget passende titlen på et punkt på dagsordenen, som Hobro Byråd skulle tage stilling til på et møde tilbage i 1895. Blandt de gamle sager var byens fane, by-trommen, nogle morgenstjerner, overformynderiets kasse og nogle gamle jernlænker, som traditionelt blev tilskrevet Ane Cathrine, som blev henrettet som ansvarlig for bybranden i 1813. Forslaget fra partikulær Fr. Juul om at lade samlingen deponere på Randers Museum blev vedtaget, hvorfor samlingen lå her i de næste 18 år. 
 
Der kom først rigtig gang i etableringen af Hobro Museum, da byrådet 1. november 1910 modtog et brev fra Camilla Frænkel, hvori det hed:

“Den min afdøde Broder Joseph Frænkel tilhørende Samling af udenlandske og danske Antikviteter vil i ifølge derom tagen Bestemmelse nu være at overgive til Hobro By.” Grundlæggelsen af museet tilskrives traditionelt dette brev, idet det markerede byens overtagelse af samlingen.  

Taktløs opførsel

Samlingen var skabt af en anden bror, Benjamin Frænkel, som var købmand i Viborg, men det var af Joseph Frænkel, Hobro Byråd fik tilbudt samlingen som en gave til byen. Man var i første omgang begejstrede ved at modtage gaven, men da man i 1910 skulle skaffe de passende lokaler, var begejstringen faldet en del. Under debatten blev det således foreslået, at man kunne opmagasinere samlingen i varetægtsarresten på rådhuset på Store Torv. Dette blev i pressen kaldt taktløst over for giveren og i modstrid mod gavebrevet. 
 
Også Camilla Frænkel ytrede sin utilfredshed, fordi årene gik, uden at samlingen var gjort tilgængelig for offentligheden – sådan som det var aftalt med hendes afdøde bror. 
 
Det vedvarende pres førte til, at byrådet afsatte to stuer i borgerforeningens ejendom på Store Torv til udstillingen. Opstillingen blev lagt i købmand Ove Bies hænder, mens samlingens forvaltning blev betroet et museumsudvalg bestående af skoleinspektør Rasmus Hansen, sygehusinspektør Hans Bay og lærer Hjalmar Schmidt. 
 
Endelig den 12. januar 1913 kunne udstillingen på Store Torv præsenteres for publikum, der for første gang kunne se såvel Frænkels samling som de genstande, der havde været deponerede på Randers Museum. Ifølge pressens anmeldelser gjorde udstillingen dog “et sammenpakket indtryk”.  

Borgerne donerer

Åbningen mod offentligheden førte fra starten til henvendelser fra borgere, som gerne ville forære genstande til museet. Blandt andet fik man som en at de første genstande deponeret alteret fra Skjellerup Kirke. Pladsproblemerne blev derfor ikke mindre med årene, men byrådet nægtede i flere omgange at være med til at finde en løsning på problemet. 
 
Helt uoverskueligt blev det i 1924, da museet næsten samtidig arvede Camilla Frænkel og blev sat ud af lokalerne i borgerforeningens ejendom. Som en nødløsning lånte manufakturhandler Harry Jacobsen på hjørnet af Store Torv og Adelgade museet et lokale, men det var fra starten helt utilstrækkeligt. Og meget bedre blev det ikke, da man fra 1925 fik til huse i to lokaler i den nye biblioteksbygning på Store Torv.  

Hobro Museumsforening

I længden var det uholdbart at flytte fra det ene utilstrækkelige lokale efter det andet. Derfor tog museumsudvalget i 1930 initiativ til oprettelsen af en museumsforening, som skulle drive museet uafhængigt af byrådet. Museumsudvalget bestod på det tidspunkt af skoleinspektør Hoeltoft, tømrermester og brandinspektør Chr. Christensen og arkitekt Z. K. Zachariassen. 
 
På et møde i bibliotekets lokaler den 26. september 1930 nedsattes et udvalg, der skulle forberede grundlæggelsen af foreningen. For at udvalget skulle repræsentere hele Hobroegnen, blev museumsudvalget suppleret af gårdejer Enevold Nielsen fra Redsø, sognefoged Poul Vestergaard fra Døstrup og uddeler Dam fra Snæbum. Udvalgets første opgave blev at skaffe kontaktpersoner i alle sogne og at skaffe medlemmer til den kommende forening. Sidstnævnte opgave blev imidlertid hurtigt overladt til antikvitetshandler P. Andersen, der på to måneder skaffede 100 af foreningens 120 medlemmer. 
 
Den 7. december 1930 kunne man så holde den stiftende generalforsamling, hvor vedtægterne blev vedtaget og bestyrelsen valgt. Eneste punkt i vedtægterne, der skabte debat, var antallet at byrådsudpegede medlemmer i bestyrelsen. 
 
Foreningens Opgave er at værne om vore gamle lokale Minder og Skønheder, vække Interesse for Indsamling, Konservering og Opbevaring af Egnens Museumsgenstande samt udbrede Kundskaber om dem. Vedtægternes § l. 

Til bestyrelsen valgtes gårdejer Enevold Nielsen, sognefoged Vestergaard, uddeler Dam og antikvitetshandler P. Andersen – altså de, der hidtil havde taget initiativet. De tidligere medlemmer af museumsudvalget indtrådte i bestyrelsen som byrådets repræsentanter. 
Første og største arbejdsopgave var selvsagt en varig løsning af museets pladsproblemer.

Enkesædet flyttes til Vestergade

Kort efter foreningens dannelse stod byens ældste hus for fald, idet automobilforhandler Herman Christensen skulle bruge grunden Adelgade 84 til nybyggeri. Bygningen, som stod i vejen, var et hus i empirestil – 11 fag til gaden foruden side- og baghuse. Oprindeligt opført med købmand Andreas Brendstrup som bygherre i 1820 – altså kort efter de store bybrande. Brendstrup var en af byens førende erhvervsfolk og drev en blomstrende købmandsforretning fra ’den grå gård’ på den anden side af gaden. 
 
Huset blev opført som aftægtsbolig til den grå gård, og det var derfor først efter Andreas Brendstrups død, at huset fik sit navn, da hans enke Ane Catrine Brendstrup beboede det – og huset dermed blev til Enkesædet. Det var dengang, man gav husene kælenavne i stedet for adresser. 
 
Det var Zachariassen, der fik ideen, at man kunne flytte Enkesædet og derefter indrette det som museum. At ideen skulle hjælpes lidt på vej, kan næppe undre, for det må have været en ret revolutionerende ide i Hobro, der trods alt lå langt fra de hastigt voksende frilandsmuseer. Man allierede sig derfor med Hugo Matthiessen fra Nationalmuseet, Wilh. Lorentzen fra foreningen til gamle bygningers bevarelse og Peter Holm fra Den Gamle By i Århus. 
 
Det lykkedes ret hurtigt at skaffe så mange midler, at man kunne købe og nedtage bygningen, hvorpå byrådet opgav sin modstand og kautionerede for et banklån på godt og vel 10.000 kroner til genopførelse og indretning. 
 
Ved genopførelsen fik bygningen et noget anderledes udtryk, end den havde haft i Adelgade. For det første fordi, Vestergade ikke har det markante fald, som i Adelgade havde dækket det meste af de store syldsten i soklen. For det andet fordi porten i Adelgade havde givet det indtryk, at huset var meget længere end sine 11 fag. 
 
Ved genopførelsen blev begge gavle forsynet med halvvalm, den ene indgang fra gaden blev sløjfet og vinduerne placeret strengt symmetrisk. Man kan således hævde, at Zachariassen, som fra starten var meget begejstret for bygningens empirestil, ved genopførelsen gjorde den mere stilren, end der var historisk belæg for. Men det var jo den måde, alle museumsarkitekter arbejdede på i 1930’erne.  

Udstillingen blev en blanding af to udstillingsformer. Den del af samlingen, som omhandlede købstadens styre, og som blev grundlagt med deponeringen på Randers Museum i 1895, blev udstillet traditionelt med montrer og tekster. Den del af samlingen, som omhandlede den finkulturelle boligkultur, og som blev grundlagt med Joseph Frænkels gave i 1910, blev vist i interiørudstillinger, hvor man havde tilstræbt den illusion, at de daglige brugere af rummene blot var gået for en kort bemærkning. 
 
Udstillingerne blev løbende vedligeholdt, supplerede og fornyede, men essensen af 1931-udstillingen forblev intakt, indtil Fyrkatrummet blev indrettet i 1969. Det var da navnkundige Henry Dahl var kustode og den daglige leder af museet.