Hornbechs reklamer

Hornbechs reklamer

Fabrikken Hornbech var en af 1900-tallets helt store virksomheder i Hadsund. Den blev grundlagt allerede i 1898, da brødrene Johan og Axel Hornbech solgte deres første bitter under navnet ”Den ægte Hornbækker”. Sidenhen fulgte produkter som frugtsaft, frugtvin og marmelade, og ved 100-års jubilæet i 1998 havde fabrikken, som på det tidspunkt var blevet en del af Scandic Food, ca. 70 ansatte.

Da Hornbech endegyldigt lukkede i 2011, fik Hadsund Egnsmuseum overdraget mange forskellige genstande fra virksomhedens lange historie, men allerede i 1975, da fabrikken skiftede adresse i byen, fik museet en større samling af genstande fra fabrikken. Blandt de mange genstande var et stort udvalg af forskelligt reklamemateriale, blandt andet etiketter, plakater, flasker, spande, skilte, æsker og særlige udstillingsflasker.

Reklamens magt

For et er indholdet, noget andet er indpakningen, og emballage er som bekendt også med til at sælge en vare. Sådan var det også for Hornbech, der allerede på den første salgsvare, bitteren ”Den ægte hornbækker”, lod flasken pryde med en etiket med billedet af ”Den lille hornblæser”.

I dag er emballage et af de vigtigste aspekter af en virksomheds produkt. Står man i supermarkedet og skal vælge en varetype, man ikke før har købt, så er det i høj grad emballagen og dens udtryk, der skal invitere
én til at købe netop det produkt – og fravælge de andre, der står på samme hylde. Og Johan og Aksel Hornbech gjorde med deres emballagevalg og avisannoncer sit til, at Hornbech fik et helt særligt udtryk, der sammen med navnet ”Hornbech”, kom til at danne rammen om virksomhedens profil og identitet.

Igennem hele Hornbechs levetid spillede reklamer og slogans en stor rolle, og selvom Scandic Food valgte at lukke fabrikken i Hadsund i 2011, så fremstilles og sælges der stadig i dag produkter under Hornbech-mærket, og med sloganet ”Hornbechs – kvalitet siden 1898”.

Den nye særudstilling på Hadsund Egnssamling fortæller – med fokus på reklamer, flasker, etiketter, skilte mv. – den tidligste historie om en af de største virksomheder i Hadsund fra dens grundlæggelse i 1898 og frem til midten af 1940’erne, hvor de to brødre Johan og Axel Hornbech, som grundlagde fabrikken, dør.