Må vi se din stue fra omkring 1980?

I arbejdet med Koldkrigsmuseet REGAN Vest har vi brug for hjælp til at indrette maskinmesterens bolig – den gule villa, der ligger ud til vejen foran bunkeren. Vi søger derfor fotografier af danske stuer anno cirka 1980.

Da den tophemmelige koldkrigsbunker REGAN Vest blev bygget tilbage i 1960’erne, byggede man samtidig et helt ordinært parcelhus ved vejen foran bunkeren. I huset boede en helt almindelig danske familie, men manden i huset havde et lidt mindre almindeligt job. Han var maskinmester og havde det daglige tilsyn med den hemmelige bunker. Museet har ladet sig fortælle, at alle i familien udmærket kendte til den store hemmelighed, der er bygget ind i kalkbakken bag huset, men de talte aldrig om det!

Når Koldkrigsmuseet REGAN Vest åbner, bliver villaen en del af den samlede museumsoplevelse. Her træder de besøgende ind i en tidslomme anno 1980. Det er en tid, hvor de storpolitiske spændinger mellem øst og vest tager til i styrke, begge sider opruster, og året forinden er Sovjet gået ind i Afghanistan. Det er også en tid, hvor IKEA-møbler og yucca-palmer er populære, der hænger Star Wars-plakater på drengeværelserne, og man lytter til Anne Linnet Band på kassettebåndoptageren.

De besøgende i villaen er meget velkomne til at bruge huset, sætte sig i sofaen og se fjernsyn, kigge i skabe og skuffer og fornemme, hvordan familien levede dengang. For mange af os er der tale om en ikke særlig fjern fortid, så for at vi kan få huset til at fremstå så rigtigt som muligt, har vi på Nordjyllands Historiske Museum sat gang i en eftersøgning af private fotografier af stuer fra perioden lige omkring 1980.

Vil du hjælpe?
Billederne behøver ikke være flot indscannede, bare man kan se, hvad der er på dem. Billederne vil kun blive brugt til inspiration – ikke til brug i selve udstillingen.
Send gerne billederne til museumsinspektør Celia E. Simonsen på mail [email protected]
Når du sender billederne, må du meget gerne skrive, om vi evt. må dele det på Facebook samt hvilket år, billedet stammer fra.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Skrevet 24. maj 2019