Arkæologer finder Nicolaus Hanssøns hus

Et typisk borgerseglstampe, som har været brugt til at underskrive dokumenter med. Seglets latinske inskription afslører, at det har tilhørt en mand ved navn Nicolaus. Foto: Nordjyllands Historiske Museum


Et af de første og mest spændende fund på Budolfi Plads i forbindelse med anlægsarbejdet af den nye plads, var fundet af Nicolaus Hanssøns hus. Det stammer fra sidste halvdel af 1400-tallet, og blandt andet er husets latrin (lokummet) dukket frem af undergrunden.

Det er ikke ualmindeligt at finde rester af et hus og et latrin fra middelalderen, men det, der for alvor gør fundet interessant, er, at man ud fra andre fund gjort i den umiddelbare nærhed kan sige, hvem der boede i huset og efter al sandsynlighed også har brugt det omtalte latrin. Og det er uhyre sjældent, at man kan knytte rester af et hus fra senmiddelalderen til en bestemt person, forklarer arkæolog Christian Klinge.

Der er meget tæt på husets latrin fundet et typisk borgerseglstampe, som har været brugt til at underskrive dokumenter med. Seglets latinske inskription afslører, at det har tilhørt en mand ved navn Nicolaus. Og det betyder ifølge Christian Klinge, at huset efter al sandsynlighed har været beboet af denne Nicolaus.

En berejst herre med en vis social status

Ud over seglet, er der fundet tre pilgrimsmærker, som var datidens form for souvenirs, som man hjembragte efter rejser til religiøse steder. De kan alle tre knyttes til Nicolaus.

Et af mærkerne er fra Rom og er fremstillet i perioden 1425-1475. Trods det faktum, at Aalborg er den by i Danmark, hvor der er fundet flest pilgrimsmærker fra 1400-tallet, er dette pilgrimsmærke det eneste af sin slags fundet her. Et andet af de fundne pilgrimsmærker fra S’hertogenbosch i det sydlige Holland.

Et kig i de skriftlige kilder fra den tid giver os grund til at tro, at Nicolaus muligvis er identisk med den Nicolaus Hanssøn, der i 1491 blev medlem af det eksklusive selskab i Guds Legemeslav, der var en social forening for byens spidser.

Seglstampen, pilgrimsmærkerne samt medlemsskabet af Guds Legemslav tyder på, at Nicolaus var en mand af et vist økonomisk og socialt format. At han har haft et segl vidner om, at han haft brug for dette i det daglige. Det peger ifølge Christian Klinge i retning af en større købmands- eller håndværkervirksomhed, med skriftlig kommunikation, et vist uddannelsesniveau og forbindelser til den store verden udenfor Aalborg.