Nu udstilles fundene fra Vaarst: Romerske sølvmønter og 1500 år gammelt drikkeglas

Ny udstilling fra 18. februar 2020

Ved landsbyen Vaarst sydøst for Aalborg har arkæologer dette efterår udgravet en jernaldergravplads af hidtil uset omfang. Den stammer fra ca. år 200-550 e.Kr, og de arkæologiske undersøgelser har afsløret flere hundrede grave, gravrøverier og en førkristen kult i området ved Vaarst, og fra tirsdag 18. februar kan du opleve de flotteste af fundene i en mindre udstilling på Lindholm Høje Museet i Nørresundby.

Historien om fundene i Vaarst begyndte i sommeren 2018, hvor den lokale metaldetektorentusiast Anders Bryder indleverede et uhørt stort antal fine metalgenstande. Dem havde han fundet på en bakke ved Vaarst sydøst for Aalborg. Efterfølgende afslørede de arkæologiske undersøgelser, at området rent faktisk gemte på resterne af landsdelens største gravplads fra overgangen fra ældre til yngre jernalder.

Religiøst kultcenter

Blandt de udstillede genstande fra Vaarst kan man blandt andet se det fantastisk velbevarede Snartemo-glas, som blev fundet i en af gravene, flere flotte smykker, romerske sølvmønter og andre metalgenstande fundet under metaldetektering af markoverfladen.

Ved udstillingen præsenteres også resultaterne af de indledende undersøgelser foretaget på stedet i sensommeren og efteråret 2019. Til arkæologernes overraskelse og store begejstring afdækkede undersøgelserne nemlig ikke kun et stort antal grave, men også spor efter flere forskellige religiøse aktiviteter foretaget i tilknytning til gravpladsen.

Religiøse ritualer, der øjensynligt omfattede både ofringer af dyr og af romerske sølvmønter samt omfattende genopgravninger i samtiden af et stort antal grave.

Følg arkæologerne tæt på

I vinterferien (18.-21. februar) bringer vi desuden udgravningen i Vaarst helt tæt på museumsgæsterne på Lindholm Høje Museet.

Her vil konservatorer og arkæologer fra tirsdag 18. februar og ugen ud færdigudgrave jordblokke, som de har hjemtaget fra de rigeste grave fra gravpladsen. Vi ved, at der ligger genstande i jordblokkende klar til at blive gravet frem, men præcis hvad vi finder og i hvilken stand, det ved vi ikke.

Publikum kan derfor følge selve udgravningsprocessen og få samme ahaoplevelser, som arkæologer får, når nye genstande dukker frem af mulden. Læs mere i kalenderen.