Skoletjeneste Aalborg Historiske Museum

Et museumsbesøg giver en ”ud-af-skolenoplevelse”, der sætter den øvrige læring i perspektiv. På museet kan man få lov til at bruge sine sanser på en anden måde end i klasselokalet. Ofte er der mulighed for at smage, føle, lugte og afprøve tingene. At prøve hvordan man til andre tider har gjort tingene på en anden måde er med til at sætte vores vante dagligdag i perspektiv.

Du kan som underviser bruge museet i mange fag – ikke kun i historie, men også i for eksempel dansk, idræt, drama, kristendom, matematik, hjemkundskab, samfundskundskab og konfirmationsforberedelse.

Et museumsbesøg kan foregå på mange måder. Det kan foregå som en rundvisning med lærer eller en museumsrundviser som guide. Børnene kan gå rundt i små grupper med arbejdsspørgsmål og selv opdage museet. Der kan være hands-on-aktiviteter, rollespil, gamle lege eller by/naturvandringer. Afdelingerne har meget forskellige fysiske rammer, så skoletilbuddene varierer derfor også. Det forventes selvfølgelig, at de medfølgende lærere deltager aktivt i aktiviteterne.

Herunder kan du læse mere om, hvad vi blandt andet kan tilbyde på Aalborg Historiske Museum samt downloade elevopgaver.

Ønsker du mere info, eller vil du booke en museumsguide og/eller rundvisning eller byvandring til din klasse, kontakt os da via historiskmuseum@aalborg.dk eller ring til os på telefon 99 31 74 20.

I renæssancen var Aalborg en blomstrende handelsby med store købmænd som Jens Bang og Jørgen Olufsen. Men det var også en tid, hvor der var meget stor forskel på folk, og en tid med et barsk retssystem.
På Aalborg Historiske Museum kan du opleve en gammeldags skolestue, som den så ud i 1920-40. Her er pulte med plads til en hel skoleklasse, kateder med spanskrør, anskuelsestavler og udstoppede dyr. Det er gratis at bruge skolestuen til undervisning, men du skal booke lokalet på forhånd.
I mange år var Aalborg kendt som ‘Byen med de rygende skorstene’ – en blomstrende industriby, hvor over halvdelen af den arbejdende befolkning var beskæftiget ved fabrikkernes samlebånd og maskiner. I udstillingen Folk og Fabrikker fortæller vi om denne epoke i Aalborgs – og Danmarks – historie.
Aalborgs historie under 2. verdenskrig var både dramatisk og begivenhedsrig. Krigen igennem var der 10.000 tyske soldater indkvarteret i Aalborg, og det var også i Aalborg, at en af Danmarks første modstandsgrupper – Churchill-Klubben – opstod.
Helt siden stenalderen har Aalborg-området været i kontakt med den store verden. I Aalborg i verden kan du lære mere om Aalborgs plads i den globale verden gennem tiderne.
Du kan også altid bestille en rundvisning i andre af museets udstillinger eller i Gråbrødrekloster Museet eller Apotekersamlingen.