Vandreudstilling om amatørarkæologer og metaldetektering

Metaldetektering som hobby er i de senere år eksploderet i popularitet, og aldrig har så mange danskere investeret i en metaldetektor. Landet over har private detektorbrugere afsøgt marker og fundet tusindvis af fine små metalgenstande fra især jernalder og middelalder. Fundene har på mange måder føjet ny viden til vores fælles historie.

Museet har – som mange andre lokale museer – et rigtig godt samarbejde med detektorfolkene, og nu fortæller en fin lille vandreudstilling historien om de mange, der har det som hobby at søge efter spor fra fortiden. I en mobil sikkerhedsmontre viser Lindholm Høje Museet en række detektorfund – fra de ølkapsler og skruer, der oftest får detektoren til at give udslag, til fine smykker og spændende mønter. Udstillingen Metaldetektoren fortæller danmarkshistorie fortæller også om, hvor og hvordan man gør gode fund med en metaldetektor, lige som den forklarer de forholdsvis enkle regler for, hvordan man begår sig, når man støder på levn fra fortiden.

Metaldetektoren fortæller danmarkshistorie har tidligere på året kunnet opleves på Mariager Museum, men er nu flyttet videre til Lindholm Høje Museet, hvor den genåbner i forbindelse med efterårsferien 2018.

Udstillingen er skabt af museumsinspektør fra Nordjyllands Historiske Museum, Torben Trier Christiansen, som i april 2018 forsvarede sin ph.d.-afhandling, som for første gang har baseret forskning på en omfattende mængde detektorfund. Ved at analysere omkring 20.000 fund på tværs af flere museers arkæologiske ansvarsområder, kan han nu føje ny viden til fortællingen om datidens samfund i Limfjordsregionen – og dermed også dokumentere vigtigheden af det arbejde, amatørarkæologer med metaldetektorer udfører.

Udstillingen kan ses på Lindholm Høje Museet fra tirsdag 16. oktober 2018.