Ny udstilling om nordjyske oprør

18. december 1534 led Skipper Clement og hans bondehær et sviende nederlag til Johan Rantzaus lejesoldater under Grevens Fejde. Både i 2014/15 og 2019 fandt Nordjyllands Historiske Museum skeletter med drabelige hugskader lagt i en massegrav, som kan dateres til netop dette slag. Dele af massegraven kan ses i en ny særudstilling, Oprør i Nordjylland, der åbner på Aalborg Historiske Museum til vinterferien. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Er nordjyder specielt oprørske? Er der et særligt sammenhold i det nordlige såkaldte Udkantsdanmark, som maner til kamp mod uretfærdigheder? Det undersøger Aalborg Historiske Museum i en ny særudstilling, som tager publikum med på en rejse tilbage i tiden til en række nordjyske oprør – inklusiv det nok mest berømte, som mange nordjyder den dag i dag identificerer sig med – Grevens Fejde anført af bondesønnen Skipper Clement.

Udstillingen, der åbner til vinterferien i februar 2020, tager udgangspunkt i nutidens fortællinger om, at der er behov for et nordjysk oprør.  Nordjylland ligger langt fra magtens centrum, og nordjyderne må derfor stå sammen og tage sagen i egen hånd. Udstillingen giver ikke noget endegyldigt svar på, om nordjyder er specielt oprørske – det bliver op til museumsgæsten selv at afgøre. Udstillinger tager publikum med tilbage i tiden, hvor de undervejs møder en masse stolte nordjyder, der på forskellig vis har valgt at stå sammen i kampen for noget bedre.

Rejsen begynder i nutiden – for bare fem år siden, hvor lokale beboere slog lejr på en mark i Dybvad i protest mod boringer efter skifergas. De frygtede forurening af deres grundvand. 15 år tidligere samledes andre beboere i protest, nemlig i Nørresundby, hvor de hver aften i næste to år mødtes i en fredelig protest og sang foran det hus i deres villakvarter, hvor en flok unge nynazister havde forskanset sig. I det nutidige afsnit møder museumsgæsten også et oprør med mere glimt i øjet – nemlig løsrivelsesbevægelsen Frit Vendsyssel, der blev stiftet af fire gymnasielever i Frederikshavn – en af dem hed Jens Gaardbo.

Udstillingen bringer også museumsgæsterne forbi kampen for et universitet i Aalborg, Danmarks første modstandsgruppe under anden verdenskrig, de mange fabriksarbejderes kamp for bedre levevilkår og naturligvis Stormen på Aalborg i 1534, hvor bondeoprøreren Skipper Clement og hans mænd led et sviende nederlag i Grevens Fejde. At det er det blodigste oprør, Nordjylland nogensinde har set, vidner en række spændende arkæologiske fund om – blandt andet skeletter i en massegrav, som blev fundet midt i Aalborg for få år siden. Flere af de svært lemlæstede skeletter herfra kan opleves i en massegrav i den nye udstilling.

Fondsstøtte til udstillingen

Udstillingen er generøst støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, og det har givet museet mulighed for at benytte en række nye fortællegreb, som ellers ikke ville komme i spil. Blandt andet arbejdes der med filmiske virkemidler og en scenografisk lyssætning i den nye særudstilling, der også har fokus på at interagere med sit publikum, efterhånden som gæsterne bevæger sig tilbage i historien.

Udover fondsstøtten har museet også modtaget støtte fra Region Nordjyllands Lille Kulturpulje og Aalborg Kommunes Kulturens Udviklingspulje.

Udstillingen, der er skabt i tæt samarbejde med designbureauet Torden & Lynild, åbner 15. februar 2020, og den indleder dermed vinterferiens mange arrangementer på Aalborg Historiske Museum.

Massegrav fra 1534 lægges på plads i udstillingen på Aalborg Historiske Museum

I denne uge har vi haft besøg fra Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet, som har hjulpet os med at genskabe dele af en massegrav fundet midt i Aalborg – en massegrav, der rummer lokale ofre fra Stormen på Aalborg 18. december 1534, som var et voldsomt slag under borgerkrigen Grevens Fejde. Massegraven er en del af den nye udstilling Oprør i Nordjylland, der åbner 15. februar 2020.

Slået op af Aalborg Historiske Museum i Fredag den 10. januar 2020
Medarbejdere fra Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet, har hjulpet os med at genskabe dele af en massegrav fundet midt i Aalborg – en massegrav, der rummer lokale ofre fra Stormen på Aalborg 18. december 1534, som var et voldsomt slag under borgerkrigen Grevens Fejde. Video: Nordjyllands Historiske Museum