Nyt digitalt værktøj vækker begejstring hos metaldetektorbrugere

Foto: Casper Skaaning Andersen, Arkæologisk IT MOMU/AU  

Et helt nyt digitalt værktøj vækker begejstring blandt metaldetektorbrugere og hos museumsfolk. For med den digitale portal DIME kan de godt 4000 metaldetektorbrugere og amatørarkæologer i Danmark nu selv registrere deres fund på mobilen allerede ude i marken og sende data direkte til museerne. De kan herefter bygge videre på metaldetektorbrugernes data og deres enorme viden om fundene.

Med den nye portal DIME tilgængeliggøres dermed en vigtig del af den danske kulturarv for offentligheden, og museerne får lettere ved at følge med de mange nye opdagelser – og dermed få et samlet overblik over de mange metaldetektorfund, som gøres i disse år.

Kort sagt betyder DIME, at vi nu kan skrive den danmarkshistorie, som fundene fortæller, langt hurtigere og mere detaljeret end tidligere.

Verdensmestre i amatørarkæologi

Danmark er verdenskendt for sin metaldetektorarkæologi, og i internationale sammenligning hører de danske amatørarkæologer til de mest kompetente og engagerede af slagsen. De bidrager løbende til fremkomsten af nogle af de mest opsigtsvækkende fund i dansk arkæologi, og de har i mange henseender været med til at omskrive danmarkshistorien.

Men kun en brøkdel af de mange fund, som metaldetektorfolk gør, er i dag tilgængelige for offentligheden og for forskningen. Alene i 2016 og 2017 indleverede danske metaldetektorbrugere tilsammen over 31.000 fund til danefævurdering, og det afspejler kun en brøkdel af de reelle fundmængder, som detektorbrugere står for.

Det er baggrunden for samarbejdet mellem Aarhus Universitet, Moesgaard Museum, Odense Bys Museer og Nordjyllands Historiske Museum, som har resulteret i den digitale platform DIME. Et samarbejde, som også Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer (SDA), Nationalmuseet, og Slots- og Kulturstyrelsen er en del af. DIME er finansieret af KROGAGERFONDEN.

Med DIME bygges der nu en digital bro mellem amatørarkæologer og museerne og den brede offentlighed. Dermed bliver en vigtig del af den danske kulturarv tilgængelig for offentligheden, og museerne får lettere ved at registrere den voksende mængde metaldetektorfund.

”Vi detektorbrugere har længe set frem til udvikling af en digital portal til fundregistrering. DIME er nem at gå til og har så mange nyttige funktioner, at det bliver sjovt at bruge. Jeg er glad for, at vi nu kan komme i gang med det,” fortæller Freddy Arntsen, detektorbruger og repræsentant for Sammenslutningen af danske amatørarkæologer i DIME styregruppen.

En demokratisk kulturarvsforvaltning

Mange amatørarkæologer har opnået en enorm viden om de fund, de gør, og kommunikationen i miljøet fremstår som et skoleeksempel på effektiv vidensdeling. Med DIME kan metaldetektorbrugerne nu bringe deres viden aktivt i spil til gavn for hele samfundet. Det gør portalen til et af de største projekter nogensinde i arkæologien, hvor forskere og museer får hjælp af almindelige borgere og dermed kan bruge deres viden.

Med DIME får alle danskere derfor nu indblik i de mange nye og spændende detektorfund, som dagligt gøres af de mange detektorbrugere. For eksempel vil en skoleklasse i fremtiden kunne gå på opdagelse i de mange fund fra vikingetiden og andre perioder og se, hvad der er blevet fundet i deres kommune.

”Ideen, som DIME bygger på, er simpel og genial, og vi satser på, at DIME er en af nøglerne til at løse den udfordring, vi og andre museer står overfor med de voksende mængder af detektorfund. I dag er amatørarkæologerne ofte lige så kompetente som specialisterne. Dette gælder særligt for de danske detektorbrugere, og det handler simpelthen om, at vi anerkender dem og giver dem mulighed for at bidrage med deres enorme viden,” siger direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev.

Skulle du have fået lyst til at dykke ned i de mange fund, som løbende registreres i DIME, kan du finde portalen på www.metaldetektorfund.dk

Læs mere om regler for metaldetektorarkæologi på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.

For første gang danner en stor mængde detektorfund baggrund for forskning. Mere end 20.000 detektorfund fra områder omkring Limfjorden er bearbejdet og føjer masser af ny viden til fortællingen om Nordjylland i perioden 400-1150 e.Kr.
Har du fundet genstande i jorden med metaldetektor eller i forbindelse med anlægsarbejde og lignende, så kan det være danefæ eller have anden kulturhistorisk værdi.