Udstilling: Oldtiden i Limfjordslandet

Udstillingen Oldtiden i Limfjordslandet er bygget op i temaer, der tilsammen tegner et billede af oldtidsmenneskets handlinger, behov og ønsker i den østlige del af Limfjordslandet.

Flere af temaerne har som udgangspunkt en væsentlig arkæologisk udgravning, der har bragt ny viden om vores forfædre. Det gælder blandt andet lokaliteterne Bejsebakken, Overbygård, Nr. Tranders, Sejlflod og Sebbersund.

Andre temaer er blevet stykket sammen af genstande fra mange forskellige fundsteder. Et eksempel på dette er temaet om mosen, hvor vi udstiller, hvad mennesker har ofret i mosen gennem oldtiden som for eksempel træfiguren Frøya fra Rebild.

Udstillingen er bygget op, så du via sanserne kommer tættere på fortidens menneske. Der er både traditionelle montrer med autentiske genstande og store anskuelighedstegninger af illustratoren Erik Sørensen, der har genskabte øjeblikke fra blandt andet Bejsebakken i Aalborg og Sebbersund, mens der ved jernalderlandsbyen og i mosen er store skærme med skiftende billeder, der viser årstiderne og døgnets forskellige lysindtryk.

Via lydspor syv steder i udstillingen møder du oldtidsdrengen Svinkasven. Vi kalder ham sådan, da dette navn er kendt fra en runeindskrift på et knivskaft fundet på gravpladsen ved Lindholm Høje. Hans oplevelser kan høres, når man står under de ophængte lydbobler.

Du kan også føle på en rekonstrueret flintøkse og et enægget jernsværd for på den måde at fornemme fortidens håndværk, lige som stemningen af nærvær med fortiden understreges af baggrundslyde i mosen, i landsbyen og på handelspladsen.

Foto: © Lars Horn / Baghuset