Pynt til juletræet

Der er ikke noget flottere end juletræet med sin pynt – men hvilken pynt? Det har ændret sig meget gennem tiderne, og et barn i dag vil næppe pynte et træ helt på samme måde, som det blev pyntet i dets bedsteforældres barndom.

I julebutikken på Aalborg Historiske Museum kan du finde gammeldags juletræspynt.

Blandt andet:

Julehjerter

Det ældst bevaret flettet julehjerte blev klippet i grønt og gult papir af selveste H. C. Andersen. Han gav det i 1861 til H.C. Ørsteds datter Mathilde. Det var dog uden hank, som vi kender det i dag, så det har næppe hængt på juletræet med knas og godter.

De flettede julehjerter er i dag næsten ikoniske for selve julen, men de bliver først rigtig almindelige omkring år 1900. Det ældste billede af et julehjerte på et juletræ er fra julefesten på herregården Søllestedgaard på Lolland, og det stammer formentlig fra 1901.

Især herregårde og præstegårde var de første til at tage traditionen med julehjertet til sig, fordi hjerterne som almissehjerter blev brugt til at hænge godter og gaver til børn og fattige på juletræet. Herefter bredte hjertet sig til det bedre borgerskab og videre ud i alle danske hjem.

Siden 1940’erne har det flettede julehjerte for alvor fyldt meget i den danske jul. Blandt andet fordi det knytter sig til en af de vigtigste traditioner: At klippe og klistre julepynt sammen.

Kræmmerhuse

Også kræmmerhuse, hører blandt de ældste former for julepynt, som vi kender i dag. Det ældste kræmmerhus kan dateres tilbage til 1866, og dengang indeholdte de oftest slik og andre godter – præcis som julehjertet.

I julebutikken kan du finde glanspapir og bøger, hvor du både kan lære at flette julehjerter og kræmmerhuse – i mange forskellige varianter.

Guirlander med dannebrogsflag

Guirlander med dannebrogsflag er forbundet med nationalromantismen, som for alvor blomstrede op i slutningen af 1800-tallet efter nederlaget til tyskerne i 1864.

Trommer

De var i begyndelsen oftest sammensat med andet pynt, som havde tilknytning til krig, som fx trompeter. Ligesom med flagguirlanderne var de en del af den nationalromantiske opblomstring i slutningen af 1800-tallet.

Glaskugler

I 1800-tallet var glaskugler håndblæste, og de kom hele vejen fra Tyskland. De var derfor meget dyre og skrøbelige, og var kun at finde i de fineste hjem. I dag fås der glaskugler i alle mulige farver, med eller uden dekoration, og i mange forskellige former.

I museets julebutik er en af de populæreste julevarer glaspynt fra Brink Nordic, som laver glaspynt i mange designs – lige fra hjerter og stjerner til trommer, flag og julekager.

Juletromme af glas fra Brink Nordic. Foto: Nordjyllands Historiske Museum