Udstillingen

Cirkusmuseet i Rold byder på en permanent udstilling, der formidler cirkushistorien i Danmark gennem plakater, genstande og cirkuskostumer.

I udstillingen fortælles om det omrejsende cirkus, og hvordan de opstod som fænomen. Der fortælles om Miehe familien, som opførte ridehuset i Rold, og ikke mindst om August Miehe, der som klovn lagde navn til ”August” – en dummepeter type, der dog ikke lader sig kue, og vinder til sidst. Ligeledes fortælles om de mange gøremål i et cirkus, og hvordan man organiserer det lille samfund, der rejser med fra by til by – såvel staldknægte og musikere som cirkusprinsesser.

Artistens værksted

For at give den almindelig museumsgæst en fysisk førstehåndsoplevelse af cirkuslivet, er museets udstilling blevet udvidet med “Artistens værksted”. Her kan besøgende selv være aktive og træde ind i artistens rolle og mærke magien i manegen på egen hånd.

Artistens værksted henvender sig til børn såvel som voksne, men ingen – uanset alder – der træder ind i cirkusmanegen, kan undgå at mærke trangen til at skulle præsentere sig for publikum.

I Artistens værksted får du en fysisk og rummelig oplevelse af cirkuslivet, hvor alle sanser kommer i brug.

Du mærke jonglørens fysiske udfordringer, når boldene skal kastes og gribes igen på den rigtige måde. Du mærker projektørernes lys skære i øjnene, når diaboloen flyver op under manegens loft. Du kommer til at tænke over klovnens væsen, når sminken skal lægge. Og du mærker helt sikkert suset, når du træder ind i manegen.

I artistens værksted er der tilknyttet kopier af cirkuskostumer fra museets samling i både børne og voksenstørrelser, så alle kan prøve kræfter med artistlivet. Der er rig mulighed for at blive instrueret på museets skærme, øve de fire udvalgte artistdiscipliner, inden du (måske) giver et nummer i manegen.