Atomangst og civilt beredskab

DKK 250,00

Bogen Atomangst og civilt beredskab undersøger, hvilke forestillinger man gjorde sig i Danmark i årene 1945-75 om, hvad der ville ske, hvis Den Kolde Krig blev til en regulær krig med soldater og bomber. Forestillinger, som bl.a. kom til udtryk i den atomsikrede regeringsbunker REGAN Vest og oplysningskampagnen “Hvis krigen kommer” i begyndelsen af 1960’erne.

Kategori:

Beskrivelse

Når Nordjyllands Historiske Museum i efteråret 2021 åbner den 5.500 m2 store koldkrigsbunker REGAN Vest som museum, sker det på grundlag af grundig research i den historie, der knytter sig til anlægget.

Det har blandt mundet ud i bogen Atomangst og civilt beredskab – forestillinger om atomkrig i Danmark 1945-1975, hvor man som læser får mulighed for at fordybe sig i nogle af de bærerende kernefortællinger, der kommer til at forme det kommende museum REGAN Vest – Danskernes Koldkrigsmuseum.

Forestillingen om ”Den Varme Krig”

Et af de helt store temaer er forestillingen om en atomkrig, for selvom Den Kolde Krig ikke var en regulær krig med soldater og bomber, så var forestillingen om en kommende og altødelæggende atomkrig dybt forankret i danskernes bevidsthed. Det gjaldt også hos de danske myndigheder.

Fordi Den Kolde Krig byggede på en forestilling om noget, måtte planlægning af et civilt beredskab i tilfælde af, at krigen blev varm, nødvendigvis også basere sig på forestillede scenarier og ikke konkrete erfaringer. Scenarier, som byggede på den til enhver tid tilgængelige videnskabelige viden, men som dog stadig var en forestilling.

Den viden, man havde, stammede primært fra amerikanske forsøg og undersøgelser af eftervirkningerne af atombombesprængningerne over Hiroshima og Nagasaki i 1945. Dele af den viden blev i begyndelsen hemmeligholdt af amerikanerne. Ingen vidste, hvordan en fuldskala atomkrig ville udarte sig. Det efterlod et rum, som enten måtte udfyldes af tavshed eller forestillinger.

Forberedelse til atomkrig

Udgangspunktet for den nye bog Atomangst og civilt beredskab er at finde svaret på, hvilke forestillinger man gjorde sig i Danmark om, hvad der ville ske, hvis den kolde krig blev varm, og hvad var virkningen af en mulig atomkrig ville være.

Bogen undersøger ikke bare disse forestillinger, men den kigger også på de konsekvenser, de havde for samfundet i bred forstand, og som blandt andet kom til udtryk i enorme fysiske anlæg som REGAN Vest, oplysningskampagner til befolkningen, indlæg i faglige og populærvidenskabelige tidsskrifter og i debatter i dagspressen.

Atomangst og civilt beredskab beskriver også, hvordan forestillingerne ændrede sig over tid i takt med den internationale våbenteknologiske udvikling og den tilgængelige viden. Atomteknologien var fra starten omgivet af både frygt og fascination. Og en af bogens hovedkonklusioner er, at den fascination og fremskridtsoptimisme, der var forbundet med atomteknologien, i løbet af 1950’erne blev overskygget af frygt. Samtidigt fastholdt de ansvarlige myndigheder dog, at det var muligt at overleve en atomkrig – hvilket blandt andet er baggrunden for, at man i midten af 1960’erne i dybeste hemmelighed byggede REGAN Vest, som skulle huse regering og kongehus i tilfælde af atomkrig.

Bogen er et resultat af forskningsprojektet Hvis Krigen Kommer, der gennemføres med støtte fra VELUX FONDENs Museumsprogram 2016 og Kulturministeriets Forskningsudvalg. Bag projektet står Nordjyllands Historiske Museum i samarbejde med Institut for Politik og Samfund, Aalborg UniversitetKoldkrigsmuseum Langelandsfort (Langelands Museum) og Koldkrigsmuseum Stevnsfort (Østsjællands Museum).

Anmeldelse

”Bogen lykkes flot med at skildre den angst og magtesløshed, der ramte den almindelige borger, som iagttog kriser rundt om i verden. Truslen om krig blev opfattet meget bogstaveligt, også hos myndighederne (…) ” – Bogblogger.dk

Du kunne også være interesseret i...