Vikingecenter Fyrkat ønsker alle et godt vintersolhverv og en glædelig jòl

”Hør mig i stilhed, alle om bålet,
høj og hellig, lav og luset
Alfaderen vil det og Vølven står os bi…”

Således skulle vintersolhvervsblotet være indledt, når vi havde gennemført det 25. vintersolhvervsmarked på Vikingegården. Men en virus har vendt op og ned på alting, så der bliver her i 2020 intet marked med varm mjød, masser af boder, musik og optræden, fakkeltog og alt det, der ellers plejer at markere vintersolhvervet.

Vikingerne fejrede jo årets korteste dag og holdt troldtøj og onde magter borte med masser af lys, handel, kappestrid, gæstebud, lege, drikkegilder, fortælling og hyggeligt samvær, og sådan har vi også gjort det på Vikingecenter Fyrkat de seneste 24 år. I vikingetiden blev de ved i mange dage – eller i det mindste til juleøllet var drukket op – vi nøjes som regel med en enkelt dag.

Traditionen tro afsluttes markedet ved, at alle vikingerne og de tilbageblevne gæster går i fakkeltog omkring gårdens langhus, for derefter af ofre faklerne på bålet. Her fremsiges versene om årets hjul, der drejer, og solen, som snart vil vende tilbage. Hidtil er det lykkedes os at påvirke naturens kræfter og formilde guderne, så lysere tider er kommet igen.

Det aflyste vintersolhvervsmarked skulle have fundet sted 12. december, men selve solhvervet finder jo først sted 21. december, og vi håber, at mange hjemme hos sig selv vil tænde et bål, en fakkel eller blot et lys og være med til at lokke solen frem igen.

Vi glæder os meget til at se alle igen næste år og ønsker alle et godt vintersolhverv og en glædelig jòl.

”…Menneskene mødes og opfylder nornernes lov,
vi bærer ved til det bål, der vender mørke til lys.
Endnu skal solen ikke sortne og jorden ikke synke i hav.
Vi udsætter ulvetiden, stormtiden, kamptiden og ragnarok.
I lys leve lykkedage.”

Hent versene, som blev skrevet til det allerførste vintersolhvervsmarked, og som vi har gentaget alle årene. Versene fremsiges normalt sammen i kor umiddelbart før faklerne lægges i bålet.