Velbevarede panelstuer fra renæssancen er meget sjældne, og den såkaldte Aalborgstue fra 1602 er da også en af museets største seværdigheder. Den er uden sammenligning landets bedst bevaret borgerlige interiør fra den tid.

Lige siden værelset i årene 1898-1900 blev genopstillet i museet, har det været kaldt “Aalborgstuen”. Navnet kan måske give indtryk af, at stuen har haft en slags officiel status, men det er ikke tilfældet. I virkeligheden har mange af byens borgere haft tilsvarende stuer, og det er en tilfældighed, at det netop er dette rum, som er blevet bevaret til vore dage.

Et hus ved Østerå

Aalborgstuen stammer fra et hus, der lå på hjørnet af Østerågade og Ved Stranden. Østerågade var dengang byens vigtigste gade. Den var opstået langs vandløbet Østerå, og selv om de største skibe efterhånden blev så store, at de ikke kunne sejle ind i åen, vedblev den med at have betydning som havn. Langs kajgaden blev der i løbet af renæssancetiden opført en række store købmandsgårde. Den mest imponerende af dem var Jens Bangs Stenhus fra 1623-24, som den dag i dag stadig ligger ved Østerågade.

Det yderste hus i rækken af treetages bindingsværksbygninger langs Østerågade på strækningen fra Bispensgade til Ved Stranden lod købmand Niels Christensen opføre i 1602. Det var et gavlhus, hvor gavlen som hovedfacade vendte ud mod Østerågade, mens den mindre betydningsfulde langside vendte ud mod Limfjordens bred, hvor gaden Ved Stranden i dag går. Nederste etage var indrettet til lagerrum med bekvem adgang fra gaden og åhavnen, mens der var indrettet bolig i etagen ovenover. Fra gaden gik man op ad en udvendig trappe og trådte direkte ind i netop det rum, som siden blev genopstillet på Aalborg Historiske Museum som Aalborgstuen. Gennem bagvæggens pragtdør kunne man komme ind i endnu en panelstue, der var noget større end den første.

Niels Christensen døde i 1609, og en senere ejer, Lars Hansen Skriver, har åbenbart villet tage æren for huset og panelstuen, idet han lod sit eget og hustruens navn opsætte forskellige steder på bygningen og rettede pragtdørens årstal fra 1602 til 1620.

I 1866 købte Aalborg Håndværkerforening ejendommen for at opføre sit domicil her, når de gamle bygninger var revet ned. Det lykkedes at få håndværkerforeningen til at genopstille panelerne på loftet af nybygningen. I 1897 blev de overflyttet til museet, som i de følgende år restaurerede dem og opstillede dem i det lokale, hvor de stadig står.

Aalborgstuens funktion og udformning

De paneldele, som museet modtog i 1897, lod sig efter dekorationerne inddele i to typer, og det stod hurtigt klart, at de stammede fra to forskellige rum. Af den bedst bevarede stue fandtes der tegninger af alle vægge fra før nedrivningen, og hvis man stillede den ene type paneler op efter dem, passede de fuldstændigt. Som en yderligere hjælp er hvert panelfag øverst prydet med et indskriftsfelt med forgyldte bogstaver på sort bund. Sat op i den rigtige rækkefølge danner indskriftsfelterne i dette rum tilsammen Davids salme nr. 103 (“Min sjæl pris Herren” osv.), medens indskriftsfelterne i naboværelset stammer fra Esajas 53. kapitel.

Det genopstillede rum er næsten fuldstændigt bevaret, og selv loftet er originalt. De to vinduesvægge, der oprindelig vendte ud mod henholdsvis Østerå og stranden, måtte dog rekonstrueres, fordi vinduerne på et tidspunkt var blevet gjort større. Som model for genfremstillingen havde man et andet gammelt vindue, der stilmæssigt passede godt.

Uheldigvis genskabte man ikke døren ud til Østerå, men valgte at indsætte et vindue i stedet. Den er ellers nødvendig for forståelsen af rummets funktion. Huset tilhører nemlig en type, der var temmelig almindelig i den sidste del af 1500-årene og begyndelsen af 1600-årene. Husene af denne type var alle gavlhuse med indgang i gavlen ud mod gaden. Den forreste del af husene optoges af et rum i hele husets bredde. Dette rum, der ofte ikke kunne opvarmes, blev anvendt i forbindelse med beboerens erhverv. Var han håndværker, kunne han have sit værksted her, en småhandlende kunne have sin butik på dette sted, og storkøbmanden kunne her modtage sine forretningsforbindelser. I rummets bagvæg førte en dør ind til den egentlige beboelse, der kunne opvarmes, og hvor familien opholdt sig. Aalborgstuen passer ganske fint med en indretning som denne.

I dag kommer museets gæster ind ad en dør i den anden vinduesvæg. Døråbningen er oprindelig på dette sted, men dens funktion er lidt uklar. På et tidspunkt har der været svalegange på denne side af huset, men døren kan også have ført ud til en nedgang til Ved Stranden.

Mens loftet er af fyrretræ og altid har været malet, er panelerne udskåret i egetræ og har stået i træets naturlige farve med undtagelse af enkelte detaljer i dekorationen, der har været forgyldt eller har stået med metalskinnende røde og grønne farver. Dekorationerne er udført i renæssancestil, sådan som den så ud her i landet.  Enkelte elementer i dekorationen er genkendelige fra stilens oprindelsesland Italien (f. eks. søjlerne), men de fleste er ændret til ukendelighed under stilens lange vandring gennem Europa. Visse stilsærpræg gør, at man med sikkerhed kan sige, at panelerne er fremstillet i Aalborg.

Under stuens genopstilling blev man klar over, at der under vinduerne har været vægfaste bænke. De blev derfor rekonstrueret. Bænkehynderne har dog sandsynligvis ikke været betrukket med læder, men med farvestrålende vævet stof. Bortset fra bænkene ved man intet konkret om stuens oprindelige møblering, men museet har opstillet møbler fra samtiden.