Museumsbutikken Aalborg Historiske Museum

Jul i den gamle museumsbutik

Supermarkederne har stillet juleslikket og brunkagerne frem, og stormagasinerne har fundet den store kasse med dette års juletrends. Men selv om mange butikker på denne tid af året bugner af jul, så er et besøg i musuemsbutikken på Aalborg Historiske Museum alligevel noget ganske specielt.

Traditionen tro er den pyntet op med gammeldags julepynt i november og december, så julen næsten bliver som i de gode, gamle dage. I jule-museumsbutikken har vi fokus på den gammeldags og traditionelle julepynt, der bringer minder om den gode, gamle jul.

Du finder for eksempel julebukke af halm, gammeldags papjulekalendere og sprællemænd, Brammings kendte kravlenisser fra 40’erne, Helligtrekongerlys og meget andet, som de ældre familiemedlemmer med garanti husker fra deres barndom.

Og køber du julevarer på museet, følger historien med – for eksempel om de originale honningkager fra Christiansfeld, om Helligtrekongerlys og om julebukkene af halm.

”Vi gør også meget ud af at skabe den gammeldags julestemning, og vi har blandt andet et rigtigt juletræ af gran pyntet med kugler, fugle, flag og den slags. Vi har også appelsiner med nelliker hængende i rødt bånd og halmbukke stående. Det er som at træde ind i en verden, hvor den gode, gamle jul stadig findes,” fortæller museets butiksansvarlige, Birgitte Neergaard-Petersen.

Du finder naturligvis også julegaver med historisk vingesus i museumsbutikken. Det er blandt andet muligt at købe kopier af vikingesmykker fundet i lokalområdet, drikkeglas lavet efter ægte middelalderglas, gammeldags legetøj samt bøger med lokalhistoriske emner.

Museets julebutik ligger i Algade 48 – ganske få meter fra det store julemarked på Gammeltorv.

I museumsbutikken på Aalborg Historiske Museum kan du købe unikke historiske smykker, som er fuldstændige kopier af arkæologiske fund fra blandt andet Aalborg, Lindholm Høje og Himmerland.