Ringborgen

Ringborgen

Fyrkatborgen blev opført i 980 under Kong Harald Blåtand. Ingen af de oprindelige fem ringborge, man kender i dag, findes mere, men på Fyrkat markerer en jordvold, hvor ringborgen omkransede de oprindelige 16 landhuse. Husenes beliggenhed er i dag markeret med hvide sten.

Umiddelbart uden for borgen er et af langhusene rekonstrueret.

Kong Harald Blåtands ringborge

Ud over vikingeborgen Fyrkat kender vi i Danmark fire andre ringborge – den seneste, Borgring ved Køge, blev først opdaget i 2014. De øvrige er Aggersborg ved Løgstør, Trelleborg ved Slagelse og Nonnebakken i Odense. Selv om de er forskellige i størrelse, så er de alligevel så ens i konstruktion og udførelse, at man ikke er i tvivl om, at de har samme ophavsmand. Årerings-dateringer af træværket viser, at de er opført omkring 980, og dermed kan man også med rimelig sikkerhed sige, at der er tale om Kong Harald Blåtand.

Disse mægtige borge, der var anlagt med stort talent, stor ingeniørkunst og med uhyrlige omkostninger for både befolkning og kongemagt, spillede i slutningen af 900-tallet en central rolle i Danmarkshistorien.

Harald Blåtand holdt sit land i et jerngreb, og ringborgene var en del af den strategi, kongen og hans bygmester havde lagt for at samle Danmark. Borgenes levetid blev kort – kun knap 20 år. Fyrkat blev ødelagt ved en kraftig brand, og massegrave ved Trelleborg bekræfter, at der blev kæmpet ved borgene.

I 2023 blev Fyrkat og de andre danske ringborge udnævnt til UNESCO verdensarv.